Produktionen ledes af Chefkonditor Lars Juul.
Desuden består kagestaben af 11 konditorsvende og 11 konditorlærlinge.
Den store produktionsafdeling ligger i baghuset af Skindergade 43 og er bygget sammen med resten af forretningen. Bygningen blev lavet til at rumme La Glace’s produktion dengang vi fik indlagt elektricitet i 1923.
Produktionen fordeler sig over 4 etager.
Nederste etage kaldes iskælderen. Her fremstilles, dekoreres og fryses isen.
På næste etage findes ovnen og dermed stedet for alt der bages. I La Glace laver vi naturligvis alt selv; lagkagebunde, marengs, wienerbrød, tørkager m. m.m.
Næstøverst bor afdelingen for det finere konditori. Her koges creme, piskes flødeskum og lægges kager sammen, pyntes og dekoreres. Øverste ligger konfekt- og dekorationsafdelingen. Her fremstilles sæsonvarer som julemarcipangrise, påskeæg og bryllupshjerter og -roser.
I værkstedet bag Mezzaninen fremstiller vi småkager, rørkager, Franske Makroner, kransekage og andet konfekt som kan købes lige ved siden af. Det er muligt at kigge ind i dette køkken.
Én gang om året er det muligt at besøge produktionen på den københavnske Kulturnat. Tilmeld Dem vores nyhedsbrev og hold Dem løbende orienteret.