Julen er hjerternes fest, som fejrer Jesu fødsel. Enormt mange varer finder vej til jul i La Glace, som begynder allerede i starten af november.
Først pynter vi vinduerne og så går julen ellers i gang. Først og fremmest er det grisebasserne i ren marcipan, der bliver efterspurgt. De søde grise findes i forskellige størrelser fra 50 gram, 100 gram, 250 gram, 450 gram og 1.000 gram. Altid pyntet med et frejdigt udtryk og en rød sløjfe på maven.
På småkagefronten ligger La Glace heller ikke på den lade side. Hele året igennem har vi et udvalg af 9 forskellige slags småkager, men ved juletid udvides småkageproduktionen til også at omfatte Brune Kager, Finskbrød, Klejner og Peberkager. Desuden fremstiller vi Honninghjerter, Grantræer, Florentinere, Konfektbrød, Julemandelkage, JuleGlacetter, samt naturligvis Juleisdesserter.
I butikken kan desuden nydes vores Cherry Christmas lagkage og konditorkagen Holbergs Julekage. Endelig skal man ikke glemme vores skønne Juleisanretning, der smager skønt som afslutning på enhver julemiddag. Den kan bestilles til 6, 8, 10 eller 12 personer.